Aktivitetsbeskrivelser

Vi tilbyder mange aktiviteter på Tre Birke. Her får du en generel introduktion.

På Tre Birke, Birkelund og Aktivitetshuset arbejder vi med borgere, der er indskrevet på Servicelovens §103 og §104. Det vil sige, at de alle har udfordringer, som vi tager hensyn til i samværet med borgerne.

Vi arbejder ud fra pædagogiske tilgange inden for ICDP, KRAP og neuropædagogik, som er nærmere beskrevet andetsteds.

Dagene på dagtilbuddet er baseret på relationer og aktiviteter. Vi tilrettelægger og tilbyder de aktiviteter, der giver mening for borgeren at deltage i, og som kan være med til at vedligeholde, fremme og udvikle personlige kompetencer. Tilbuddene er mange, og vi er meget brede i udbud af aktiviteter. Derved kan vi imødekomme så mange forskellige behov og interesser som muligt.

Motivation

Vi oplever mange borgere, der kan være begrænsede af deres handicaps. De kan have svært ved at skabe motivation til at deltage i aktiviteter.

Vi arbejder derfor motivationsfremmende. Det er med en viden om, at hjernen er foranderlig og især påvirkes af miljøet og det sociale samspil.

Det er meget forskel på borgernes motoriske og kognitive niveau. Derfor er vi opmærksomme på at justere aktiviteten, indhold og os selv, så vi tilgodeser de enkelte borgere.

Vi er opmærksomme på samspillets betydning og vigtigheden i at finde frem til borgernes ressourcer. Vi tilrettelægger aktiviteterne i forhold til borgernes nærmeste udviklingszone, så krav og forventninger ikke overstiger ressourcerne.

Perspektivskifte

Når vi arbejder sammen med en borger om et mål, er det ud fra et perspektivskifte. I dette perspektivskifte får vi mulighed for at sætte os ind i, hvordan verden ser ud fra borgerens side og dermed skabe indsigt og forståelse.

Det betyder, at vi har fokus på borgerens intentioner, forståelse af situationen og måder at tænke på. Vi er opmærksomme på, hvad der begrænser. Samtidig ser vi den enkelte og undersøger, hvad der fremmer borgerens motivation.

Relation

Der er stor fokus på relationsdannelse, da det er gennem samspil, vi skabes. Det kræver forståelse af hinanden og vores forskelligheder, for at vi kan skabe rummelighed i et fællesskab.

Relationer er baseret på et kommunikativt forhold, hvor kontakten med den enkelte borger bliver grundlæggende for udvikling. Vi er opmærksomme på, at aktiviteterne er med til at danne et fælles tredje, som kan være udgangspunkt for kommunikationen, og som dermed styrker relationen.

Borgerinddragelse

Borgerne der kommer på et af dagtilbuddene, har altid mulighed for at træffe valg. De bliver inddraget i den hverdag og de tilbud, der er til stede.

Inddragelsen foregår forskelligt med hensyntagen til den enkeltes kognitive niveau. For os er det vigtigt, at borgerne inden for givne rammer føler, at de er medbestemmende i forhold til deres hverdag på dagtilbuddet.

Kontaktinfo

Jørgen M. Bitsch
Institutionsleder
Tlf.: 96284640
Mobil: 40553403
Send e-mail til trbjb@herning.dk

Tove Kirstine Jakobsen
Afdelingsleder
Tlf.: 96284638
Mobil: 29672973
Send e-mail til trbtk@herning.dk

 

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.